KINA SOCIAL FORANDRING

Forud for arbejdet med at skabe en social forandring i Kina har Pølle, foruden Kina, besøgt Spanien, Japan og Frankrig for at skabe opmærksomhed og samle penge ind.

Som det også er tilfældet i Spanien og Japan, har vi i Kina støttet organisationen Morning Tears. Morning Tears har som hovedformål at hjælpe, beskytte og støtte børn, hvis forældre er i fængsel. Organisationens store fokus på netop dette kommer af, at børnenes mødre ofte ender med at slå børnenes fædre ihjel, når de får nok af den hyppige vold, de bliver udsat for. Det resulterer efterfølgende ofte i, at de enten bliver idømt en fængselsstraf på livstid eller bliver tildelt en decideret dødsstraf, hvilket efterlader børnene som forældreløse.

Vi har derfor rejst penge til at bygge børnehjem til nogle af de børn, som ellers var efterladte, alene og dybt traumatiserede. Med dette fælles initiativ med Morning Tears, har vi været i stand til at give dem et hjem og dermed en tryg base med omsorg, mad, tøj, uddannelse samt den fornødne læge- og psykologhjælp, som de har brug for.

HAR VI GJORT EN FORSKEL FOR MORNING TEARS? 

Efter turen til Kina spørger jeg Koen Sevenants, grundlægger af Morning Tears, hvad det betyder, at Pølle kaster lys på dem. Han siger: 

“The world of a child whose parents are executed or lifelong imprisoned is destroyed. Morning Tears helps children to rebuild their world. This is only possible with the help of many people. The hotdogstand is working to build a new house for children. Soon the construction will start. The house will be the scenery for the rest of their childhood and youth. It will not be merely a construction of stones. It will be the construction of their lifes.”

SOCIAL VÆRDI: MORNING TEARS

  • Indsamlet penge til opførelse af børnehjemmet til Morning Tears i Henan Provinsen, Kina.
  • Besøg hos Morning Tears børnehjem i Xian, som gav børnene en helt unik oplevelse og satte gang i håb og drømme for fremtiden.
  • Indsamling og eksponering til Morning Tears gennem rejser i Kina, Spanien og Japan.
  • Penge til drift via samarbejde med Langenæs Bageren i Aarhus
  • I forbindelse med vores Tour de Superliga i 2012 sendte vi to kasser nyt legetøj til besøgsrum i fængsel i Cambodia gennem Morning Tears.

PØLLE PÅ TUR I KINA

I 2008 landede Pølle i Shanghai, Kina. Vi blev inviteret af den danske handelskonsul for at deltage i en stor mode- og designmesse. Under besøget rejste vi 21 timer i tog fra Shanghai, i det østlige Kina, til Xian, der er hovedstaden i Shaanxi-provinsen i det centrale Kina. Formålet med den lange rejse var at besøge et Morning Tears børnehjem, hvor der var 42 børn fastboende. I bagagen havde vi danske pølser, brød, ristede løg, diverse dressinger og Cocio Chokolademælk.

Det endte med, at børnene fik en helt unik og positiv oplevelse midt i en svær tilværelse, og de elskede Pølle og hendes medbragte danske hotdogs. Børnene fik yderligere H.C. Andersens eventyrsamlinger, hvor ”Den Grimme Ælling” blev læst højt på kinesisk. Det ramte børnene, da det er en historie, de kan leve sig ind i. Efterfølgende fortalte børnene, ved hjælp af tegninger, om deres egne håb og drømme for fremtiden, hvilket endnu engang gav fornyet energi og tro på at det arbejde vi laver, sammen med vores samarbejdspartnere, er det rigtige.

BØRNEHJEMMET BYGGES I HENAN PROVINSEN

I 2009 drog vi til Japan og Spanien for sammen med de danske ambassader at promovere klimatopmødet i København. På begge ture samlede vi ligeledes ind til børnehjemmet i Kina. Indsamlingerne i 2008 og 2009 samt en auktion over diverse spillertrøjer, der blev afholdt på NRGi Park, Aarhus, i forbindelse med en SAS-Liga-kamp gjorde, at vi nu har et børnehjem til 12 børn og deres to plejere.

Vi kalder det Sommerfuglen som symbol på en smuk og legende sjæl, der udspringer af en indelukket og mørk tilværelse, i en pubbe. Sommerfuglen er et projekt, vi er utrolig glade og stolte over at have skabt. Det har kun været muligt takket være den store hjælp, vi har modtaget fra vores skønne pølseagenter, de danske ambassader samt de virksomheder, der som os brænder for at skabe positiv social forandring.

Det er sammen, vi kan gøre den største forskel.

HUODIE FAMILY BETYDER FAMILIEN SOMMERFUGL

Familien Sommerfugl lever nu en tilværelse som en rigtig familie (her med grundlæggeren af Morning Tears, Koen Sevenants, øverst til højre). Alle børnene kommer fra landlige steder i Henan-provinsen i Kina. Plejerne beskriver børnene og sig selv:

  • Zhuangzhuang, dreng, 11 år, Han kan lide at synge og dyrke sport.
  • Huanhuan, pige, 8 år. Hendes familie er meget fattig, og hendes mor har fået en fængselsstraf på 12 år for vold i familien.
  • Yalong, dreng, 8 år. Når han synger, bliver han en meget sød dreng. Han har fødselsdag den 20. oktober.
  • Yi Long, dreng, 6 år. Han er et fredfyldt barn, smiler altid, når du kigger på ham eller taler med ham.
  • Haohao, dreng, 8 år. Han kan lide at tegne og spille spil.
  • Xue Man, pige, 10 år. Hun er meget god i skolen og savner nogle gange sine bedsteforældre.
  • Liu Meng, pige, 11 år. Hun er begyndt at blive interesseret i drenge og har et godt helbred.
  • Gao Lu, pige, 6 år. Hun er et meget sødt barn og har meget skinnende øjne. Hun er den yngste i huset indtil videre.
  • Dao Nuoye, 42 år. Kommer fra byen hvor børnehjemmet ligger. Hun er den, der altid tænker på, hvordan hun kan gøre børnene gladere
  • Nai Aizhen, 39 år. Kommer ligeledes fra byen, hvor børnehjemmet ligger. Hun kan lide at tale med børnene og fortælle historier. Hun er god til at lave mad, som børnene elsker.

BØRNENE ER KOMMET I PLEJE

Alle børn fra børnehjemmet Sommerfuglen i Henan Provinsen, Kina, er kommet i pleje hos plejefamilier. Morning Tears China er blevet en selvstændig del af Morning Tears organisationen og koncentrerer sig om at beskytte børn af fængslede forældre i hele Kina. Samarbejdet med Morning Tears organisationen består, og det anses som en stor succes, at Morning Tears China nu er selvstyrende og drevet af lokale ildsjæle. Bygningerne, som børnehjemmet benyttede, fungerer i dag (2017) som et provinshospital.