GRØNLAND SOCIAL FORANDRING
I februar 2014 rejste Pølle til Ittoqqortoormiit, den nordligste by i Østgrønland, for endnu engang at skabe social forandring. Hovedformålet var denne gang at skabe bedre livskvalitet for de lokale børn og unge.
Vi inviterede alle de 473 indbyggere i Ittoqqortoormiit på Pølsemik, som dækker over to skønne ting: workshops og hotdogs. Her delte godt 250 indbyggere, fra børn til ældre, deres visioner og drømme for byen. Efterfølgende samlede vi 25 lokale børn og voksne, så de kunne prioritere drømmene og i teams lave handlingsplaner og budget for de udvalgte nye aktiviteter.
Aktiviteterne er beskrevet under Social Værdi: Ittoqqortoormiit længere nede på siden
Efterfølgende blev der igen holdt Pølsemik i hallen for at præsentere de udvalgte aktiviteter. Som du kan se nedenfor, blev der givet “thumbs up” til aktiviteterne og spist masser af varme og sprøde hotdogs i den bidende kulde.
Nogle måneder senere rejste Fanny dertil igen for at booste aktiviteterne og dele hotdogs ud til Grønlands nationaldag. Pølle var der nemlig stadigvæk. Pølle blev sendt med sidste skib derop i september 2013 og kunne først komme hjem med første skib i juli 2014.
SOCIAL VÆRDI: ITTOQQORTOORMIIT
- 35.000 kr. blev i Danmark indsamlet til de nye aktiviteter.
- Opstart af biograf med dertilhørende film.
- Opstart af skiklub og køb af ski-udstyr i forbindelse med etablering af ski-lift.
- Fælles udflugter for børn og unge.
- Idéer til mere turisme.
- Inspiration og motivation.
Kom med Pølle til Grønland i denne flotte video fra besøget i 2014.
Se også de sjove fraklip og andre spændende videoer fra Pølsevognens rejser på youtube
Skiklubben
Skiliften blev i 2016 taget i brug til stor glæde for byens børn og unge. Der er investeret i ski og udstyr til udlejning, så alle har mulighed for at prøve den populære og velbesøgte skilift.
Se et billede af skiliften fra Ittoqqortoormiit ved at klikke her.
Julehilsen fra Ittoqqortoormiit
”Tusind tak for jeres projekt, det har været til gavn for vores lokale børn og unge.”
Afdelingsleder Charlotte Pike
I december 2019 fik vi en dejlig julehilsen fra Grønland. Afdelingsleder i Sermersooq Kommune, Charlotte Pike, sender en stor tak for Pølsevognens projekt i Ittoqqortoormiit sammen med et udførligt regnskab for, hvordan pengene er blevet brugt.
Der er indkøbt adskillige par ski, skistøvler og snowboards, så alle byens børn og unge kan få glæde af skiliften. Ved at købe brugt udstyr har de fået rigtig meget for pengene. Til aktiviteter udenfor skibakken er der også indkøbt dvd-film, PlayStation-spil og cykler.
Før jul var der godt 1.400 kr. tilbage og de blev brugt til to PlayStation spil, som der blev trukket lod om blandt deltagerne til julehygge i hallen. Ligeledes var der også godteposer til børnene til kommunens nytårshygge. Så fik vi lige endnu flere glade smil for de sidste kroner også!
“Hej Fanny, det var rigtigt rigtigt godt med det PlayStation 3 til lodtrækning, det blev til 1 alene mor med en pige, og den anden blev til alene mor til en pige og en dreng så det var meget glædeligt at de blev trukket. De blev alle meget glade “
Lone Andersen, leder af børnehaven og lokal Pølseagent